Et rum af hvidt

I et rum af hvidt danser hun til lydløs musik. Hun danser for sig selv og ham. Dem, der aldrig dansede.

Hun kunne knap huske, hvordan det skete, da hun fik det at vide. Hvem havde hun overhovedet talt med?
Det var også ligemeget hvem og hvordan. Nu stod hun her. Folk passerede og sagde ting, hun ikke hørte. Til sidst orkede hun ikke mere. Hun gik ind i kirken og blev vinket hen af hans kusine. Hun fik en hånd om sin, da hun satte sig, men ingen sagde noget. Bortset fra lyden af snøft, var der stille som… Nej, ikke dét.

Øjnene sved, da de bar ham ud. Da kisten lå i ligvognen havde hun lyst til at løbe efter. Lyst til at sparke til kisten og råbe højt. Hvordan kunne du? Jeg var jo lige her!

Hun træder ind i stuen, som var deres og kigger på rummet fyldt med tomhed. Hun læner hovedet let til siden, breder armene ud og tager et langsomt skridt ind i valsen.

Da det blev nok med al den snak

Opgavebesvarelse fra Forfatterklassen. Opgaven gik ud på at skrive en historie, om et ‘forkert nummer’-opkald som leder til et fysisk møde.

Arne vækkes af telefonen.
– Tager du den, Arne?
Det gør han vel, når nu hun spørger. Han strækker sig i sofaen og gaber. 2-0, der kan man bare se.
– Arne, jeg står med hænderne i maden. Tager du den eller hvad?
Han muter TV’et og går ind på arbejdsværelset.
– Ja det’ Arne Mikkelsen.
– Godaften, du taler med Egon Jensen. Træffer jeg Ingrid Mikkelsen?
Arne får en klump i halsen. Han stirrer på telefonrøret.
– Hallo? En Ingrid Mikkelsen?
Nej nu må det være nok. Arne rømmer sig.
– Sig mig engang, hvad er De egentlig ude på Hr. Jensen?
Der er stille i den anden ende.
Arne fortsætter.
– Hvad er det for noget mærkeligt noget at ringe og spørge om?
– Jamen, det var den eneste adresse, jeg kunne finde på hende. Jeg beklager, hvis nummeret er forkert.
Tvivlen sniger sig ind på Arne. Kan det være et uheldigt tilfælde?
– Der har boet en Ingrid Mikkelsen her, men ikke længere.
– Åh, det må De meget undskylde. Den Ingrid, jeg søger, er en jeg kendte for mange år siden. Fyrre år måske. De har vel ikke boet på adressen så længe?
Arne klør sig i skægget.
– Jo, det har jeg nu. Hun var min søster.
– Kan De fortælle mig, hvor jeg finder hende? Ja, jeg ved nok, at det er tosset at opsøge en kvinde, man ikke har set i så mange år, men jeg har min grund, det kan jeg forsikre Dem.
Arne ryster på hovedet.
– De finder hende i kirkegårdens østlige hjørne.
Der er stille i røret. Arne rynker brynene. Var det en sagte snøften, han hørte?
– Jeg beklager, det.. Det havde jeg ikke regnet med. Hvornår skete det?
– Det er tredive år siden. Præcis, i dag.
Arne orker ikke alle de følelser.
– Ja så kan jeg nok forstå, De blev forbløffet over mit opkald. Jeg beklager. Det var virkelig ikke meningen, jeg ville blot.. Ja, nu ved jeg pludselig knap, hvad jeg ville. Hvordan skete det? Var det en ulykke?
Arnes utålmodighed rumsterer i maven.
– Hun begik selvmord. En løkke om halsen og op over loftsbjælken. Så var dét slut.
Stilheden i røret varer længe. Arne trækker tungt vejret. Der er den snøften igen.
– Ja, der er sgu ikke nogen pæn måde at sige det på. Det var sådan det skete. Nu vil jeg ind at se kampen igen.
– Ja, jaja, naturligvis. Hvad, må jeg muligvis komme forbi en dag og spørge lidt ind til hendes liv i de sidste år?
– Hvis det betyder, at jeg kan lægge på og gå ind at se bold, så er svaret ja.
– Tak, mange tak.
Arne har allerede lagt på.

*

Græsset slår om benene på Arne. Han lægger ikke mærke til det. Han har høreværn på, og radioen står på P4. Solen brager ned på hans behårede overkrop. Ned på ”vaskebaljen”, som konen spydigt kalder det. Han kigger ned på maven. Nåja, det er da måske et par dage siden, han har kunnet kigge lige ned på sine fødder.
– Arne!
Ups, det er helt klart ikke første gang, hun kalder. Høreværnet ryger af i en ruf.
– Så kom dog, når jeg kalder! Der står en mand, som siger I har en aftale.
Arne klør sin fugtige pande. Han slukker græsslåmaskinen og hiver fat i T-shirten, da han passerer havemøblerne. Han runder sløvt hjørnet og føler sig helt soltung i hovedet, da han ser den fremmede mand stå i indkørslen.
– Hvem fa’en…
– Egon Jensen.
Med fremstrakt hånd står han pludselig lige foran Arne.
– Ja De sagde jo, at jeg måtte komme forbi og høre nærmere om det med Ingrid.
– Skal jeg sætte kaffe over, Arne?
Hun ser så striks ud, når hun står der med armene over kors.
– Bare et par øl.
Han kigger op og ned ad Jensen. Sandfarvede bukser, sejlersko og polo T-shirt.
– Hvis du da drikker øl?
Jensen smiler passende.
– Jo selvfølgelig da.
– Hm. Denne vej.
Arne fører an ad passagen om til haven. Han sætter sig afventende i skyggen af parasollen. Jensen ser sig om.
– Haven er ligeså skøn, som jeg husker den, og du var lige midt i at slå græs, kan jeg se. Hvor skønt. Jeg ville ønske, jeg havde tid til den slags.
Nu kommer hun med øllene. Arne skynder sig at knappe en op.
Tavsheden hænger tungt i sommerheden. Han har da vel tænkt sig at sige noget. Arne tager hul på øllen.
– Nå, men det var jo det med Ingrid.
Ups, bunden kom hurtigt i den øl. Arnes fingerspidser tripper på låret.
– Ja jeg ved jo ikke, om du kan huske mig. Jeg var hendes kæreste i henved et par år, da vi var unge teenagere. Mine forældre flyttede fra byen, og så glemte vi vist at holde kontakten. Der sker jo så meget i den alder.
Jensen smiler. Arne åbner endnu en øl. Hvad havde han dog tænkt sig? Jensen kigger forlegent ned på sine hænder.
– Jeg har ofte tænkt på hende. Især i de senere år efter jeg er blevet skilt. Jeg havde sådan set frem til at høre, hvad hun havde fået årene til at gå med. Om hun havde børn. Om hun var lykkelig.
Øllene glider nemt for Arne.
– Ja, så jeg ville egentlig bare gerne vide, hvordan det stod hende til i de sidste år.
Arne trækker vejret dybt og undertrykker en bøvs.
– Der er sgu ikke så meget at sige. Hun blev aldrig helt ordentlig i bolden. Jeg kan godt huske dig, nu du siger det. Det var dig med tandemcyklen.
Jensen smiler. Arne er ligeglad. Han tager en slurk øl og fortsætter:
– Allerede dengang du kom her, var hun jo lettere hysterisk. Med årene blev det kun værre. Hun var ud og ind ad forskellige anstalter i nogle år, efter hun havde rundet de tyve. Så flyttede hun hjem og sad og gloede ud ad vinduet i endnu et par år. En dag hang hun der bare. Så var det ligesom sket med dét.
Arne stillede øllen hårdt fra sig. Det må være nok med al den snak.
Jensen ser afventende på Arne.
Arne rejser sig op og nikker mod udgangen af haven.
– Jamen, er der da slet ikke mere at sige?
Arne ryster på hovedet. Jensen rejser sig op og slår ud med armene.
– Hun var mit livs kærlighed. Kan du ikke.. Kan du ikke give mig lidt mere?
– Der er ikke mere at sige. Hun var et sølle menneske i et sølle liv, og nu er hun død.
Arne lander skævt i havestolen og opdager først efter et par forvirrede sekunder, at han har fået en blodtud.

Et eventyr om søn og sønner

En opgave, der løb over fire uger, i Forfatterklassen. I uge 1 læste, diskuterede og undersøgte vi eventyr. I uge 2-4 lod vi vores eget eventyr for voksne tage form.

Del 1:

Der var engang et hus med en fader, en kone og en søn. Fra huset lød råb og rabalder, så naboerne sendte hinanden blikke, mens de luftede deres hunde. Sønnen så på sin fader, der var i færd med at skælde sin nye kone ud, og tænkte for sig selv: ”Næh, sådan skal det ikke gå mig. Jeg vil gøre det bedre end han.”
Den næste dag i skolen besluttede sønnen sig for, at han ville udvælge sig den pige, der var bedst mod sine kammerater, og hende ville han gifte sig med, når han blev voksen. Det gik, som han havde sat sig for.

Sønnen voksede sig stor og nåede den alder, hvor man skal til at vælge sin vej i livet. Han så på sin fader, der bandede over den ømme ryg og kollegerne på fabrikken, og sønnen tænkte for sig selv: ”Næh, sådan skal det ikke gå mig. Jeg vil gøre det bedre end han.”
Den næste dag besluttede sønnen sig for, at han ville tage sig en boglig uddannelse. Han ville sidde på et nydeligt kontor i sit pæne tøj. Han ville le med sine kolleger og smile, når han tog hjem. Det gik, som han havde sat sig for.

Da sønnen kom på besøg hos sin far, sammen med sin gode kone og iført sit pæne tøj, sad faderen alene i et lille hummer med tomme øldåser i hjørnet. Faderen beklagede sig over livet, som havde været så strengt imod ham. Han så på sin søn og vrængede ad ham: ”Du vil aldrig andre end dig selv. Se bare, du skal nok ende dine dage ensom og efterladt.” Sønnen så på sin fader, og tænkte for sig selv: ”Næh, sådan skal det ikke gå mig. Jeg vil gøre det bedre end han.”
Den næste dag besluttede sønnen sig for, at han ville skabe sig en stor familie med masser af børn, så han aldrig ville blive alene. De skulle bo i et flot hus i en god by, så børnene kunne få den bedste start på livet. Det gik, som han havde sat sig for.

Den dag faderen blev lagt i graven, så sønnen sig om i sit liv. Han havde taget en lang uddannelse og brugt hver eneste lange arbejdsuge iført pænt tøj på et nydeligt kontor sammen med kunstigt smilende kolleger, han ikke kendte, altimens han lavede ting, han ikke brød sig om. Hans kone havde ofte været trist, når han kom hjem. Hun havde sagt, hun aldrig så noget til ham, og at hun ikke følte nogen kærlighed imellem dem. Hun havde kaldt ham afstumpet. Da hun forlod ham, vendte hans tre sønner ham ryggen. ”Du var der aldrig for os,” sagde de, mens de tog deres børneopsparing og gik.
Sønnen sad alene over gravøllet i en dyr villa med tomme øldåser i hjørnet.

Del 2:

Da forældrene var blevet skilt, sad de tre sønner på kroen og talte om deres forældre. De rystede på hovederne og blev enige om, at sådan skulle det ikke gå dem. De aftalte at rejse ud i verden og finde deres vej til et bedre liv.  Før de drog ud, besluttede de, at de ville bryde kontakten til hinanden og først mødes igen efter et år.

Den ældste og klogeste af sønnerne var den første til at forlade kroen. Han havde besluttet sig for, at vejen til et liv, der var bedre og mere vellykket end hans forældres, skulle hedde Velstand. Han tænkte, at hvis han kunne få økonomisk succes, ville han kunne leve, præcis som han ønskede. Dét måtte være vejen til lykke. For at blive velstående måtte han få et velbetalt job og en viv, af en bemidlet slægt.
Den ældste drog til hovedstaden, som han mente duftede af rigdom. Her var internationale koncerner, reklamebureauer og muligheder for lovende økonomiske investeringer.

Den mellemste og smukkeste af sønnerne var den næste til at forlade kroen. Han havde besluttet sig for, at vejen til et liv, der var bedre og mere vellykket end hans forældres, skulle hedde Social Succes. Han tænkte, at hvis han var vellidt af betydningsfulde mennesker, måtte alle døre i livet stå ham åbne. Dét måtte være vejen til lykke. For at opnå social succes, måtte han stræbe efter berømmelse og finde en viv af en anerkendt slægt.
Den mellemste drog til Hollywood, som han mente strålede af berømmelse og succes. Her kunne hans smukke ansigt bane vej for et karriereliv, som bragte ham ind i rækkerne blandt betydningsfulde mennesker.

Den yngste, som ingen nogensinde havde regnet for noget, forlod ikke kroen lige med det samme. Han havde besluttet sig for, at vejen til et liv, der var bedre og mere vellykket end hans forældres, ikke kunne låses fast på et bestemt mål. Han tænkte, at han ville forsøge at nyde den vej livet tilfældigvis tog ham og være god mod de mennesker, han mødte undervejs. Dét måtte være vejen til lykke. Hvordan det præcis skulle udføres, stod ham ikke klart, men som en start ville han gøre kur til krofatters ældste datter, som altid havde været så sød ved ham.
Den yngste blev derfor hængende over et krus øl på kroen, hvor han smilede til krodatteren.

Del 3:

Efter et år sad den yngste på kroen og ventede på sine brødre, men ingen dukkede op. Han trak på skuldrene og tænkte for sig selv: ”Det går Dem nok så godt, at De er aldeles opslugt af Deres skønne liv og helt har glemt dagen.” Derefter gik han hjem til sin højgravide kone, som omfavnede ham og spurgte, om ikke hun snart måtte møde hans brødre.
”Ak nej,” sagde han, ”der er sket Dem så meget herligt, at De har besluttet at vente endnu et år med at ses, således at De rigtig kan berette om Deres bedrifter.”

Da to år var gået, sad den yngste igen på kroen og ventede. Efter nogen tid trak han på skuldrene, og tænkte for sig selv: ”Det går Dem nok så godt, at De er aldeles opslugt af Deres skønne liv og helt har glemt dagen.” Den yngste skulle lige til at rejse sig og gå, da den mellemste bror slukøret dukkede op. ”Hvad er der dog sket kære bror,” spurgte den yngste.
”Jo,” sagde den mellemste, ”jeg tror såmænd, jeg har spillet fallit.”
Den mellemste satte sig over et krus øl og gav sig til at berette:
”Jeg ankom til Hollywood og så, at det var beboet udelukkende af smukke mennesker. Jeg var ikke i tvivl om, at jeg var kommet det rigtige sted hen. Det første år knoklede jeg hver eneste dag. Jeg var til utallige auditions, castings og velgørenhedsarrangementer, for ikke at nævne de mange dates med mere eller mindre indflydelsesrige kvinder. Børneopsparingen gik til tøj, restaurantbesøg og indgangsbilletter. Det sidste år kneb det med både at have råd til husleje og til at gøre karriere. Jeg mistede modet, så de sidste penge forsvandt i en rus af øl og damer. Til sidst blev jeg smidt ud af min lejlighed, jeg var uden arbejde og jeg havde karantæne fra alle de lokale barer, så jeg så ingen anden udvej end at rejse hjem.” Den mellemste kiggede bedrøvet ned i sit tomme ølkrus. ”Du har vel ikke nogen penge, kære lillebror?”
Den yngste slog ud med armene, ”Jeg har ingen penge, men kom, så skal du få et måltid mad og tag over hovedet.”

Da de tredje år var gået, sad den yngste og den mellemste igen på kroen. Efter nogen tid trak den yngste på skuldrene, og sagde til sin bror: ”Det går ham nok så godt, at han er aldeles opslugt af sit skønne liv og helt har glemt dagen.” De to brødre skulle lige til at rejse sig og gå, da den ældste bror slukøret dukkede op. ”Hvad er der dog sket kære bror,” spurgte den yngste.
”Jo,” sagde den ældste, ”jeg tror såmænd, jeg har spillet fallit.”
Den ældste satte sig over et krus øl og gav sig til at berette:
”Jeg ankom til hovedstaden og så, at der var rigdom og succeshistorier på hvert et gadehjørne. Jeg fandt et job ved et internationalt reklamebureau. Det ringe betalte arbejde bestod hovedsagligt i at brygge kaffe og tage fotokopier, men jeg var inde i varmen. Jeg arbejdede dag og nat. Allerede efter et år kunne jeg kalde mig ’Lead assistant manager’ og havde ni ansatte under mig. Da mødte jeg chefens datter, og jeg var ikke længe om at vurdere, at hun var en værdig investering. Et år senere havde vi en ejerlejlighed i et pænt kvarter, hun var gravid og vi planlagde et sommerbryllup. Da vi nåede bryllupsdagen, var jeg sikker på, at jeg havde opnået det perfekte liv. Men derefter gik det helt galt. Hun kunne ikke forstå, at jeg skulle arbejde så meget. Hun syntes, jeg gik for meget op i penge, hun følte sig forsmået og pludselig en dag, var hun væk. Dagen efter opdagede jeg, at jobbet også var væk og ligeså lejligheden. Jeg så ingen anden udvej end at rejse hjem.” Den ældste kiggede bedrøvet ned i sit tomme ølkrus. ”I har vel ikke nogen penge, kære brødre?” Den yngste slog ud med armene, ”Jeg har ingen penge, men kom, så skal du få et måltid mad og tag over hovedet.”

De tre brødre rejste sig og gik hjem til den yngste. Der blev de omfavnet og taget imod af den yngstes kone og deres to små børn.
Over spisebordet så den ældste på den yngste og spurgte: ”Men hvordan er det da gået dig, lillebror?”
”Jo,” sagde den yngste, ”jeg har såmænd bare forsøgt at nyde de ting, livet kastede mig i favnen. Først gjorde jeg kur til min skønne kone, som er så god ved mig. Efter et lille års tid var vi blevet gift og hendes far tilbød mig arbejde på kroen. Med den første af de små på vej, var det jo på tide at tjene nogle penge, så jeg takkede ja. Da svigerfar for et års tid siden lå for døden, overdrog han kroen til mig under lovning om, at jeg ville fortsætte med at være god mod hver en gæst, der trådte ind ad døren. Når jeg ikke er på kroen, bruger jeg al min tid på familien; min kone, mine unger og naturligvis far og mor.”
Den ældste kiggede forbløffet på den yngste, ”Jamen var det da ikke meningen, vi skulle stræbe efter noget stort? Efter noget mere, end hvad vores forældre havde?”
Den yngste trak på skuldrene og smilede kærligt til sin kone, ”Hvad mere kan man stræbe efter end dette?”

En arbejdsdag

Opgave nr. fem i Den nye Skriveskole. Opgaven går ud på at fortælle om en konflikt, som hovedpersonen er en del af.
Antal ord: 653

– Hvor mange gram hash om dagen er du oppe på?
– For det meste kun syv.
– Og når det er slemt?
– En dag røg jeg sytten, men jeg prøver at holde det under syv, for ellers rækker pengene ikke.
– Har du været nødt til at låne penge?
– Nej, jeg gider ikke rockergæld.
– Og hvad med helbredet? Du snøfter lidt.
– Det er lidt koldt ude i shelteret om natten. De har ellers sat en skraldespand ud til mig. Det synes jeg er fint gjort. Så skal jeg ikke bære skraldeposen helt ind til byen.
– Hm. Hvordan kan det være, det ikke gik med den lejlighed, du var blevet tilbudt?
– De havde allerede givet den til en anden, da kommunen gav svar om pengene.
– Jeg synes da ellers, at Jonna sagde, hun ville skynde sig med den.
Han trækker på skuldrene. Hun holder på det sorte bæst i maven.
– Nåja, hun har nok haft travlt så. Er Kim god at snakke med om den slags her?
– Mmh.
– Snakker I også om din ekskæreste?
– Nogle gange. Mest hvis hun har skrevet, eller hvis jeg har set hende ude i byen.
– Er det også de dage, du ryger lidt ekstra?
– Ja, men det er ikke så tit, for jeg skal også have mad nogle dage.
– Hvor tit får du mad?
Han trækker på skuldrene og ser ned i gulvet. Hun skal lige til at sige noget, da han kigger op og smiler.
– Men i aften skal jeg have burgere. Jeg skal tænde bål og grille dem.
Hendes smil får bæstet til at skære tænder.
– Det er flot, at du får gjort noget hyggeligt ud af at bo i shelteret. Det skal du virkelig have ros for. Nå, men Dennis, vi skal til at runde af. Hvis du har lyst, så forsøger jeg at forlænge forløbet hos Kim en gang mere. Det var jo ikke det, der var meningen med med dit CV-forløb, men Kim har sagt god for det.
Han nikker.
– Det er rart nok de dage, hvor jeg er helt ude af den.
– Så gør vi bare det. Du ved jo, hvordan jeg har det. Hvis vi kan lave noget indenfor rammerne, som rent faktisk giver mening for dig, så er jeg glad. At vi så skriver én ting i journalen, og du og Kim reelt bruger timerne på noget andet, ja det er jeg altså død ligeglad med.

Hans lugt af hash og nikotin hænger i rummet. Døre og vinduer står åbne, mens hun går ud og henter kaffe. En kollega står ved automaten.
– Var det Dennis igen?
– Ja, og den er vist helt gal.
– Jeg havde ekskæresten inde i går. Det sejler fuldstændigt. Hørte fra voksenenheden, at hun røg på psyk igen i nat.
– Det er sgu håbløst med dem.
– Ja, før eller senere gør en af dem det jo af med sig selv. Eller også gør rockerne.
Kollegaens latter får bæstet til at vride sig.

Luften er tyk af mados, da hun lukker hoveddøren.
Der står stearinlys på spisebordet. Han er i køkkenet og nynner med på et jazz-nummer.
– Var det en god dag?
Hun smider skoene i gangen, kaster sig ned i sofaen og giver slip på bæstet i maven.
Han slukker musikken.
– Er det så slemt?
Hun nikker og tager imod et stykke køkkenrulle. Fyldt med mascarapletter kaster hun det over i et hjørne. Bæstet bliver hidsigt. Hun slår på sofapuden.
– Hvordan skal jeg kunne komme hjem og have det varmt og rart, når han ligger i en tynd sovepose i et iskoldt shelter? Fuldstændig alene i verden. De eneste han kan snakke med er folk på kommunen, der ikke har en skid myndighed til at hjælpe ham. For fanden altså.
Han lægger armen om hende og lader hendes tårer væde forklædet.

Velkommen på forsiden

Fjerde opgave fra Den nye Skriveskole. Opgaven går ud på at skabe kontrast mellem miljø og handling. Eks. ved at placere en person eller en rekvisit, hvor han/hun/den/det ikke hører hjemme, og dermed skabe en absurd eller bizar fortælling.
Antal ord: 490

Morgensolen står ind gennem dannebrogsruderne. Beethovens niende symfoni strømmer ud af højtalerne. I en solstrålefirkant sidder Wilhelm bøjet over Briotogbanen. Banen vrider sig ind og ud imellem benene på stole, bord og forældre. Mor smiler ned til ham, mens hun sipper kaffe.
Lillebror er kravlet væk fra legetæppet. En tråd savl nærmer sig gulvet, mens han griber ud efter forhammeren.
Lyden af en bil i gruset får far til at rejse sig op og stikke i træskoene.
– Tak for det!
– God dag!
Hoveddøren smækker.
– Var der noget post?
– Næh, bare avisen.
Mor rejser sig og begynder at tage morgenmaden af bordet. Far breder avisen ud foran sig og hælder endnu en kop kaffe op.
– Kan du huske, hvordan du som ung var helt besat af at komme i avisen?
Far nikker og kigger eftertænksomt ud af vinduet.
– Du skulle have set ham, Wilhelm. Han gjorde de mest mærkværdige ting for at få avisernes opmærksomhed. Han gik i svømmehallen iført Peter Plys-kostume og var lige ved at drukne, da bamsedragten begyndte at suge vand til sig. Han blev smidt ud af svømmehallen med røven først, men i aviserne kom han ikke.
Mor griner for sig selv. Wilhelm lytter ikke efter. Han leder efter Brio-skinnen med bakke på.
– Han var lidt en tosse, din far. Han forsøgte også en gang at komme i avisen ved at byde alle og enhver op til slåskamp nede i gågaden. I sin lille boksering stod han i stjernede badebukser og råbte: ”Slåskamp for en 20’er! Jeg kæmper mod hvem som helst”.
En irriteret rynke placerer sig i panden på far. Mor fniser inden hun fortæller videre.
– De eneste, han kom op at slås med, var politiet. Han reddede sig et blåt øje, men aviserne var ligeglade. Du skulle have set, da de slæbte afsted med ham og hans badebukser.
Mor griner så højt, at lillebror vælter om på siden. Wilhelm har fundet bakken og er ved at finde det helt rigtige sted til den.
Far kigger direkte på mor. Han rejser sig resolut og griber forhammeren. Mors ansigtsudtryk når at ændre sig fra fjoget undren til dødsfrygt, da forhammeren rammer hende i tindingen. Hun rammer køleskabet før hun lander på køkkenfliserne i en pøl af blod og masse.
Lillebror skriger ikke længe. Wilhelm er sværere at få has på. Han er kravlet ind under spisebordet, og det er ikke til at komme til med forhammeren. Far trækker på skuldrene og beslutter at tage spisebordet med i købet.
Da blodet strømmer ud under det knuste spisebord, stopper han.
Han kigger rundt på værket og tænker, at det må være på tide med noget frisk luft.
Vinduerne får en tur, før han når bilerne. En hundelufter vender om, da far slår hele bildøren af med forhammeren.

Da politiet kommer, er gårdspladsen et virvar af bilstumper og søndersmadret inventar. Far står midt i det hele og tørrer sved af panden.
Han smiler, da han læser avisen næste dag.

Kap. 3: Olivèrtus’ første eventyr

Kong Verdensmand havde været ganske opslugt af den gamle kones fortælling om Olivèrtus’ fødsel. I flere dage gik han og spekulerede over, hvad den lille Olivèrtus mon var blevet til. Med sådan en start på livet, måtte han have fået et storartet liv.
Ind ad slotsporten kom en lind strøm af mennesker, som berettede om prinsesser, ærter og andet ligegyldigt. Kong Verdensmand fandt dem aldeles kedelige og var lige ved at fortryde sin eventyrindsamling, da han pludselig hørte navnet ’Olivèrtus’ fra munden af en sortklædt præst.
– Jeg vil berette om, hvordan den spæde Olivèrtus fik sit første af mange tilnavne. Det er mange år siden, men det er blevet mig fortalt så mange gange, at jeg husker hvert et ord.

Kong Verdensmands kedsomhed forsvandt på en studs, og hans ører lyttede så grundigt, at de blev røde på flipperne.

– Da Olivèrtus var kun en uge gammel, fik han alle havens smånymfer, som ellers altid vimser omkring og aldrig har et stille øjeblik, til at standse op og måbe.
Olivèrtus lod sig ikke mærke af noget. Han gik blot rundt i haven og fløjtede en lille melodi.
Smånymferne havde aldrig set noget lignende. Babybørn skulle slet ikke kunne gå – og da slet ikke fløjte – når de kun var en uge gamle! Men det var der ingen, der havde fortalt Olivèrtus, så han fortsatte sin udforsken af haven uden at ænse de mange øjne, der hvilede på ham.

Først undersøgte han rosenbedet og hilste pænt på to smånymfer, der var i færd med at plukke blomsterstøv. Han mærkede på de stikkende torne, de bløde rosenblade og den fugtige jord. Til sidst stak han næsen ned i en rose og snusede duften så langt ned i maven, at hans strutmave blev spilet helt ud.
Han nikkede pænt farvel til de to målløse smånymfer, inden han gik videre på sine tykke babyben.
Det næste han måtte udforske, var et stort, gammelt grantræ. Et af dem, der burde have været fældet og brugt som juletræ for mange år siden. Nogen måtte have glemt det, så nu stod det i haven og havde vokset sig både højt og bredt.
Hans bløde hånd klemte om de stikkende grene, så den skarpe duft af gran og harpiks fangede hans næse. Han kiggede ind under træet og så en mørk hule. Han bakkede derind med den bletykke bagdel først, og skulle lige til at sætte sig, da en gnaven stemme overraskede ham.
– Hov du, hvad laver du her i mit havehjørne?
Men Olivèrtus havde ikke tænkt på at lære at tale endnu. Det havde virket langt mere spændende at gå og at fløjte.
Da han ikke kunne svare, vendte han sig blot mod den gnavne stemme og smilede.
Foran ham sad en alvorlig smånymfe, med tjavser af hvidt hår strittende ud under en grøn hat, der virkede for stor til hans lille, rynkede ansigt.
– Sig mig engang, hvad er du for én? Sagde smånymfen med store, spørgende øjne.
Olivèrtus sagde ingenting. Det kan nemlig være svært at sige noget, hvis ikke man har noget godt at sige.
I stedet kiggede babybarnet sig omkring. Han fik øje på en slidt forbinding om smånymfens knæ. Ved siden af smånymfen lå en stok, som var knækket midt over.
Olivèrtus tog de to stokkestumper i hånden og bakkede ud af grantræshulen.
Man kunne næsten ikke høre smånymfens beklagelser for Olivèrtus’ fløjten, da han gik igennem haven. Henne ved rosenbedet standsede han og kiggede på de to smånymfer, der havde siddet i hver deres rose og fulgt med i hele optrinnet. Han holdt begge sine tykke babyhænder frem med hver en stokkestump. Smånymferne kiggede først på hinanden, dernæst hen mod grantræet og så op på Olivèrtus. De rystede voldsomt på hovedet. Den ene smånymfe rømmede sig med et piv under sin rosenbladskasket.
– Det er altså bare fordi, den gamle smånymfe er så drilagtig – ondsindet, til tider. Og så var det, at vi faktisk var ganske lettede over, at den gamle ikke kunne andet end at sidde, hvor han er blevet sat. Så laver han nemlig ikke ballade, og så er vi sikre på, at der er fred og ro for Farmand, Mormand og lille dig. Smånymfen vred sig lidt i hænderne og kiggede beklemt på sin rosenstøvs-kammerat.
Olivèrtus sagde fortsat ingenting. Han kiggede blot ned på smånymferne, rakte hænderne lidt tættere på dem og gav sig til at fløjte en sørgmodig melodi.
De triste moltoner væltede ned over smånymferne med en stemning så tung, at deres samvittighed brast og tårerne gav slip. Til sidst rejste de sig og rakte ud efter hver deres stokkestump. De tog hver en håndfuld rosenstøv fra deres skuldertasker, dryppede en enkelt smånymfetåre ned i håndfulden og sjaskede klisteret på hver deres afbrækkede ende af stokken. Da de trykkede de to stokkestumper mod hinanden, helede den straks.

Da Olivèrtus overrakte den nyhelede stok til den gamle smånymfe, takkede den gamle med ordene:
– Olivèrtus Moralius, jeg takker og er dig evigt skyldig. Fløjt til hver en tid din sørgmodige tone og jeg vil være ved din side, med den hjælp jeg kan bringe.

Kap. 2: Olivèrtus kommer til verden

Den første, der bankede på slotsporten, var en kedelig, gammel kone, som så aldeles almindelig ud. Øv, tænkte Kong Verdensmand, behøver jeg mon høre på hende?
Konen satte sig på en skammel midt i tronsalen, fjernede langsomt sit tørklæde fra hovedet og blottede et sølvgråt hav af krøller. Med raspende stemme, der var så spag, at kongen måtte læne sig frem i tronen for at kunne høre, fortalte hun:
– Ærede Konge, jeg bringer Dem et eventyr, der handler om en lille bitte og ikke særlig almindelig dreng, som blev født en forårsdag i en lille bitte og næsten helt almindelig landsby. Han hed Olivèrtus, og De vil se, at han kom til verden på den mest forunderlige måde.

Kongen havde aldrig hørt om Olivèrtus, men navnet lød spændende. Han glemte straks tronsalen, slottet og kongeriget, og lod sig føre an af konens stemme, der tog til i styrke og voksede til en bred og varm fortællestemme.

– Hans mor og far, som blev kaldt farmand og mormand, havde haft frygtelig travlt med at få alting gjort klar til, når Olivèrtus skulle blive til. De fór rundt og malede et lille værelse, og byggede en lille vugge, og syede bitte små bluser og bitte små bukser, for sådan nogle små børn, de skal nemlig have ufatteligt meget tøj. Alt imens de fór fra det ene gøremål til det næste, blev mormands mave større og større.
”Hvis hun ikke snart føder, så sprænger hun!” sagde de ude i byen.
Men mormand var ligeglad. Hun vidste, at Olivèrtus nok skulle komme ud, når han en dag var klar. Så hun strikkede videre på de små sokker, og de små huer i én uendelighed.
En dag mente farmand, at nu kunne det være nok med at gå og gøre klar hele tiden. Nu måtte de ud og gå en tur, og komme lidt væk fra alle de mange gøremål.
Mormand og farmand tog deres gode tøj og gik fra maling, sytøj og hele molletjavsen. Ud i det blå, skulle de! De gik ad den første og bedste vej ud af byen, forbi alle markerne og ud til den store skov, som så småt var begyndt at blive lysegrøn af alle de små nye blade på træerne. Inde i skoven lå der en mørkeblå sø og ved siden af den mørkeblå sø, stod en bænk.
Den satte mormand og farmand sig på. Der duftede fantastisk i skoven! De kunne dufte træerne gro, insekterne lege og søen skvulpe. Den slags kan man nemlig godt dufte, når det er rigtigt forår.
”Ih, hvor er her dejligt!” sagde mormand, og farmand nikkede det bedste han havde lært.
Og sådan sad de og nød alt det hele, mens tiden gik. Nogle gange faldt de lidt i søvn, og andre gange vågnede de lidt op igen.

De små skovfolk, som boede inde under de store rødder på de allerstørste træer, var begyndt at holde øje med mormand og farmand. De syntes, det var underligt, at der sådan sad to mennesker og kiggede lige ud i luften i så lang tid. Den slags plejede menneskerne slet ikke at gøre. Menneskene tog altid i skoven for at fiske i søen, spise madder på et rød-ternet tæppe eller måske plukke blomster. Men ikke bare for at sidde og kigge lige ud i det bare ingenting. Det var meget mærkeligt, syntes skovfolket.
”Måske de er blevet syge?” sagde en skovmand til en anden.
”Man kan da ikke blive syg, når man er gravid, altså!” sagde den anden til den første.
”Jamen hvad laver de her så?” sagde den første irriteret.
Den anden grublede lidt, løftede sin klokkeblomsterhat og hev sig selv i håret. ”Måske de kigger efter noget?”
”Jamen hvad kigger de da efter?” spurgte den første. Det kunne den anden ikke svare på, så han begyndte at gå i cirkler i stedet for. Det er nemlig godt at gøre, når man går og undrer sig. Den første sad og kiggede på den anden, men da han ikke kunne finde på noget at sige, rejste han sig også op, for at gå i cirkler.
Og sådan blev de to skovfolk ved, lige indtil de lige pludselig hørte mormand udbryde: ”Jøsses! Der kommer storken, farmand!”
Og så gav mormand sig til at føde lige midt ude i skoven. Skovfolket hjalp selvfølgelig til, for de bedste jordmødre i verden, det er skovfolk.
Farmand travede frem og tilbage – for når man har svært ved at vente, så skal man gå fra den ene side til den anden og tilbage igen, lige indtil man holder op med at være utålmodig. Og farmand var frygteligt utålmodig.
Mormand knoklede, alt hvad hun kunne, og skovfolket gav hende vand at drikke og så til, at alt gik ordentligt for sig.
Da det begyndte at blive mørkt, og Olivèrtus endnu ikke var kommet til verden, begyndte farmand at blive bekymret. Men det skulle han slet ikke være, sagde skovfolket beroligende. Så kaldte de på deres allerbedste flok ildfluer, som skyndte sig at komme og lyse hele menageriet op for farmand, mormand og alle skovfolkene.
Da solen stod op igen, sad farmand med sin søn på skødet og smilede til mormand.
Det var skovfolket, der døbte ham Olivèrtus, for det er nemlig skik og brug, at når skovfolk har hjulpet til ved en fødsel, så får de lov at bestemme navnet.

Da mormand og farmand kom hjem til huset med den lille Olivèrtus, så de at skovfolket var kommet dem i forkøbet. De havde sendt deres dygtigste malere, syersker og håndværkere, som havde gjort alt arbejdet færdigt. De havde malet huset færdigt, strikket de sidste strømper, redt op i den lille vugge og de havde oveni købet dækket bord og anrettet et mægtigt måltid.
Så kunne Olivèrtus bare give sig til at vokse op, for nu var alting klar.

Kap. 1: Kong Verdensmand

I et land, som de fleste har glemt, bor der en konge. Da kongen var en lille barneprins, drømte han om at komme ud og se hele verden – pyramider, igloer, eiffeltårnet, frihedsgudinden og alt muligt spændende. Men kongen var hele tiden travlt optaget, først med det ene og så med det andet. Han skulle jo både flyve med papirsdrage, sætte avishat-sejlskibe til søs og bygge enorme bygningsværker med sine træklodser. Indimellem alt dette skulle han også lige lave lektier og spise pænt og den slags.
En dag fandt han ud af, at han var blevet voksen, og at han helt havde glemt at finde tid til at se verden. Nu var det for sent, fordi han skulle være konge. Desuden syntes han egentlig også, at han havde det meget rart, der hvor han var. Så blev kongen lidt flov. Som barneprins havde han jo fortalt alle og enhver om, hvordan han skulle rejse ud i verden og se alt, hvad der var at se. Alle andre konger før ham havde været ude at se verden, før de blev konger. Hans mor havde da også spurgt mange gange, om ikke han snart skulle afsted. Men han skulle altid lige… Sådan en rejse skulle desuden planlægges, og han havde altid syntes, at planlægning var så frygtelig kedeligt. Da fik kongen en idé. Når han blev konge, skulle landet hedde Overalt.
Det blev, som han havde sagt, for sådan er det, når man er kongelig. Så den dag han blev konge, kunne han med rette sige, at han havde været overalt.
Til kroningsfesten kom der folk fra hele verden – som godt nok mest var hans fars venner. Alle gæsterne havde gaver med hjemmefra, så slottet kunne blive indrettet med kunst fra hele verden. Gæsterne viste kongen flotte billeder fra deres hjemlande. Kongen syntes, at menneskene på billederne så afsindigt interessante ud, og så var det, han fik endnu en idé. Når nu landet hed Overalt, så skulle man selvfølgelig kunne opleve alle kulturer fra hele verden i det her ene lille land. Det syntes gæsterne var en fantastisk idé, og de roste kongen for hans klogskab.
Da gæsterne kom hjem, fortalte de menneskene i deres hjemland, at i riget Overalt måtte folk fra alle lande bo, hvis bare de lovede at bo, som de havde gjort i deres hjemland.

I årene der fulgte, flyttede mange mennesker til riget Overalt. De bosatte sig i hele byer sammen med deres landsmænd. Når man tog til byen Ægyptia var det ligesom at komme til Ægypten. Der var et ægyptisk tempel med statuer af gamle guder med dyreansigter, de byggede en lille pyramide og alle gik i deres almindelige klædedragter hjemmefra. Tog man til Kinesia, var det ligesom at komme til Kina. Folk gik rundt i kimonoer, og spiste ris med spisepinde.
Kongen syntes, det var fantastisk at kunne besøge flere forskellige kulturer bare på en enkelt køretur i sin hestevogn. Han besluttede, at med det verdensrige han havde skabt sig, måtte det være på sin plads, at han skiftede navn. Alle gode konger før ham, havde fået et kongenavn, der passede til deres værd, og det skulle han også have. Så fra den dag af blev han kaldt Kong Verdensmand.

Allerede længe før Kong Verdensmand blev konge, var folket i landet Overalt glade for at fortælle historier. Der havde altid været fantastisk mange ting at fortælle historier om, fordi landet lige siden tidernes morgen havde været fyldt med mystiske væsener som for eksempel trolde, elvere og skovfolk.
Da folk fra hele verden flyttede til riget Overalt, kom der pludselig endnu flere mystiske væsner, for alle menneskene havde taget deres eventyr med sig, og med hvert eventyr følger et mystisk væsen.
Derfor var riget Overalt et helt vidunderligt sted at bo, for der skete altid en masse spændende ting, og lige meget hvor man var, og hvad man lavede, så følte man altid, at der var en smule magi med i spillet.
Kong Verdensmand, som altid havde elsket eventyr, syntes, det var skønt med alle de spændende mennesker og væsener, der kom til landet. Derfor besluttede han sig for, at han ville samle på eventyr. Han lod det høres vidt og bredt i sit rige, at hvis man havde et eventyr, skulle man berette det for kongen på slottet. Når man er konge gør folk for det meste, hvad man siger, så der gik ikke længe, før det bankede på slotsporten.

Falin og mennesket

Tredje opgave i Den nye Skriveskole. Opgaven går ud på, at beskrive et væsen i møde med et menneske – set fra væsenets perspektiv.
Antal ord: 700

Akina ser på sine fingre, som hun løber gennem sin stride, sorte hale. Hun havde ikke tænkt, at der var noget farligt ved, at hun nærmede sig menneskene, hvis bare hun skjulte sin hale, og hvis bare menneskene ikke kunne se hendes hove.
Der er ikke mange falin, der er så meget menneske som hun. Det er ikke eftertragtet, at have mere menneske- end hesteskikkelse, men hun har da aldrig kunnet se noget galt i det.
Korra-fal havde tabt mælet, da Akina fortalte ham, at hun havde talt med et menneske. Det havde ingen falin gjort i henved tohundrede år. Men hun havde ikke kunnet lyve for Korra-fal. Det kunne ingen. Korra-fal er den eneste falin, der har fuld hesteskikkelse. Det har ingen haft siden falinslægtens forfader, gudenes budbringer, der vandrede blandt mennesker: Fal-axe.
– Korra-fals ansvar var skåret i sten, fra det øjeblik han blev født, tænker Akina med sin gamle mors stemme. Hele hans person emmer af myndighed og alfaderlig omsorg.
Nu står han der, og skal berette om noget ganske frygteligt, bare fordi hun ikke kunne styre sin nysgerrighed.

Korra-fals sølvgrå manke bølger i vinden. Akina kan ikke se hans ansigt, men hun kan se ansigterne på hele den brogede forsamling af falin, der lytter på Korra-fals dybe røst. Flere sender hende strenge blikke. Hun piller forlegent ved sin hale.
– Et er, at en falin har bevæget sig så langt væk fra vores hjem – det bør og vil Akina blive straffet behørigt for.
Flere i forsamlingen nikker. Der lyder en samtykkende skraben af hove.
– Noget andet, og langt vigtigere er, at vi har fået ny viden om menneskene, som vi er nødt til at forholde os til.
En alvorstung tavshed breder sig. Der høres kun en let fnysen fra mulerne.
– Akina har talt med mennesket.
Hun tør ikke kigge op. Lyden af hoves skraben, højlydt mumlen og forargede gisp, er ikke til at tage fejl af.
Korra-fal bringer folk til ro ved en højlydt stampen.
– Dette alene betyder ikke, at vi er i fare. Men det, mennesket fortalte, bør vi ikke tage let på. Akina beretter, at mennesket – en kvinde – ikke kendte til de gamle guder. Kvinden kendte kun menneskets nye guder. Guder mennesket aldrig har set med egne øjne. Guder hvis røst de ej har hørt med egne ører. Akina beretter, at det, de gamle falin frygtede, da de besluttede, at vi fremover skulle leve i skjul i skoven – dét er blevet sandhed. Mennesket er draget i krig mod sig selv. De har knyttet sig stærkere i folkeslag – langt stærkere end vi hidtil har set – og de har tegnet nær uigennemtrængelige streger på jorden. De har opfundet forskellige guder og er faldet i den tro, at disse guder ikke kan eksistere side om side. Derfor bekriger menneskene hinanden i deres respektive guders navne på tværs af stregerne på jorden.

Akina lukker ørerne og øjnene. Hun ved, hvad Korra-fal skal fortælle nu. Hun tør knap bevidne forsamlingens reaktion. Hvad skal de dog mene om, at hun, der aldrig har været regnet for noget, nu skal gå forrest i en ny æra af falinslægtens arv? Hun ved dårligt, hvad hun selv mener om det.
Korra-fal havde altid sagt, at der en dag ville vise sig en grund til, at guderne havde skænket hende denne krop. Nu havde grunden vist sig.

– Akina skal gå først. Hun vil gå ud blandt menneskene og berette om de gamle guder. Som vor forfader, Fal-axe, vil hun være det fysiske bevis på gudernes eksistens. Vi andre vil følge, når mennesket er rede.
En stemning af bekymring og forargelse breder sig, men Korra-fal fortsætter ufortrødent.
– Vi har altid vidst, at denne tid ville komme. Kredsen skal sluttes. I har alle hørt beretningen utallige gange, men netop nu er den vigtig at huske på.
Korra-fals stemme blev dybere, roligere.
– Fal-axe, gudernes budbringer i hesteskikkelse, forelskede sig i en menneskekvinde. De lå sammen og hun fødte ham Falin – halvt menneske, halvt hest. Falin varslede starten på de gamle guders fald blandt mennesket. Vi har altid vidst, at det er vores ansvar, vores fælles skæbne, at genoprette troen blandt mennesket når tiden er ret. Hvis vi venter længere vil menneskets forfald blive uopretteligt. Tiden er nu.